Makro- og mikroregulering,

rollen som karavanefører samt

inspiration til din pædagogiske praksis

Makro- og mikroregulering

To centrale begreber, som jeg oplever hænger rigtig godt sammen med den pædagogiske hverdag.

Makroregulering kan forstås som rammerne, strukturen, tydeligheden i hele kulturen. Og som selve forudsætningen for, at der kan skabes udviklingsstøttende samspil. Vi kan som pædagoger ikke arbejde med relationer og udvikling i kaos. Det risikerer at det bliver regulær overlevelse for børnene og der er i så fald ikke ressourcer til at bruge på udvikling. Nogle børn kan sagtens klare det – de har od ballast med hjemmefra, tryg tilknytning og kvalitativt socialt samspil uden for store belastninger de første år. Det er (efter min erfaring) ikke dem, vi udfordres af i den pædagogiske hverdag. Det er derimod de børn, der har brug for at institutionen går ind og bliver forebyggende, med kompenserende, kompletterende voksne. Disse børn kan ikke tåle  at der ikke er styr på rammer o struktur. Men de kan være vant til at navigere i det, så det er genkendeligt for dem og det kan se ud, som om de kan håndtere det. MEN DET ER IKKE DERES BEHOV – de stresses og det skaber utryghed og mistillid til at voksne kan og vil passe på dem og støtte dem i det de har brug for. Punktum (:-)

Og udvikling er vi ikke i gang med i disse tilfælde.
Så makroregulering – skal være på plads men den kan ikke stå alene. Susan Hart er de senest år begyndt at opdele makroreguleringen i den strukturelle makroregulering og den relationelle makroregulering. Det sidste kommer tæt på den pædagogiske forståelse af relationsarbejde – hvis man kan tale om én forståelse.
I dette begreb er vi inde i at der skabes forudsigelighed i lege/fællesskaber og social interaktion eks. at der er rammer for turtagning, hvordan man skiftes om noget, samt tydelighed i den voksnes rolle og tilgængelighed i legen/fællesskabet. Og herudover stemninger, anerkendelse, positiv ledelse, tydelig start og slut, nysgerrighed mv. Alt det som ligger i karavaneførerrollen (se længere nede).

Den strukturelle makroregulering er afgørende for den relationelle – vi kan altså ikke arbejde med at være tydelige ind i relationen og fællesskabet og skabe udviklingsfremmende samspil og aktiviteter, hvis ikke vi overordnet har styr på struktur og rammer for den pædagogiske praksis.

 

Mikroregulering er (meget kort fortalt) de særlige mødeøjeblikke, som har mulighed for at opstå, hvis de ovenstående betingelser er tilstede. Det er her den hårfine balance er mellem pædagogik og behandling – i mine øjne og der er ikke så mange mødeøjeblikke i en daginstitution, som der er i den terapeutiske verden. Men det ændrer ikke ved, at en del af de børn, vi arbejder med i den almene praksis, har brug for disse afstemninger, nærvær og denne tætte regulering. Det er her, der sker udvidelse af forbindelserne i hjernen. Og i disse korte mødeøjeblikke, er der kvaliteter som synkronisering, opmærksomhed og regulering af arousal til stede.

Uden fokus på opmærksomhed, synkronisering og afstemt arousal – ingen mikroregulering. Og så er det der, vi skal starte. For de fleste børn er dette på plads i en tidlig alder. For en del er det ikke, og det kommer ikke til at ske, hvis ikke vi også er bevidste om barnets forudsætninger.
Psykolog Knud Hellborn har udtalt, at en del af de opmærksomhedsforstyrrelser han møder, hvor der ønskes en diagnose, stammer herfra og udspringer af manglende modning på det autonome modningsniveau.  Og det er ikke her, udfordringerne sidder ved ADHD. Det er i frontallapperne og derved præfrontal cortex. Men hvis barnet aldrig har lært at fokusere sin opmærksomhed som helt lille, kan vi vel dårligt undres, når de bliver ældre… ? Opmærksomhed læres gennem dyaden med et mere modent nervesystem – en voksen med det assymmetriske ansvar for kvalitet i relationen.
Nå – en af mine små kæpheste (:-)

 

Karavanefører er et begreb, som jeg gerne vil uddybe, da jeg selv er meget begejstret herfor og synes det kobler sig virkelig godt til en pædagogisk praksis/læringskontekst men også til rollen som forælder.

En karavanefører er for mig en der:

• Er nysgerrig på at forstå de reaktioner vedkommende møder
  Tilrettelægger praksis ud fra viden om hjernens modning og vejen til social- og følelsesmæssig kompetence
  Tager ansvar for hvis der er børn, der ikke trives – hvad er årsagen, hvad kan vi gøre anderledes, hvad kræver det af mig
  Er opmærksom på egen styrker, svagheder og og kontinuerligt øger bevidstheden om blinde pletter/udfordringer som denne har med i rygsækken.
  Tager ansvar for relationen ved at arbejde med eget nervesystem – ro formidler ro
• En der forholder sig bevidst til rammesætning ved at
  • Organisere lege, kontekst og læringsmiljøer, så de matcher børnene ift. udfordring dvs. NUZO
  •  Være en tydelig, styrende men MEGET omsorgsfuld voksen (altså ikke at forveksle med rigid) og gå foran barnet
  • Markere start, slut
  • har fodholdt sig til elementerne struktur, omsorg, engagement, udfordring og hvordan de tager ansvar for disse i relationen/fællesskabet/gruppens samspil
  • Arbejder med invitation, begejstring og glæde, anerkendelse, inddrage initiativer og guidning fremfor adfærdskorrigering.

Inspiration til praksis

Inspireret af en vejledningssnak jeg havde med en deltager på et af mine oplæg, kommer her lidt konkrete lege til inspiration.

(Flere er hentet fra mit forløb, som NUSSA-træner som jeg er inspireret af i min praksis med at lave udviklingsforløb med personale- og børnegrupper)

 

Autonome interventioner/aktiviteter 

Korte intervaller – rytme, opmærksomhed og synkronisering i samspil
Rytmelege

• klappe på gulvet – den voksne laver temposkift og prøver at få børnene til at falde ind. Det er IKKE vigtigt at børnene kan klappe i takt – det er en udvikling henimod at de falder ind i rytmen gennem modning og PRØVER (:-)
• Gå eller tramp en rytme omkring en faldskæm – langsomt, hurtigere, mærk gulvet/jorden under fødderne – støt dem i at blive opmærksom på vejrtrækning
• Kryb og kravl

Mindfulness/kropsscanning/massage gennem leg

• pizza, pandekage, æltes igennem afh. af hvad barnet kan lide. Vær opmærksom på deres reaktion på berøring og afstem dig derefter

Lege i rundkreds

• Hold en ballon i luften i en rundkreds
• Boogie Woogie – med få elementer afhængig af hvor længe børnene magter
• Lytte til lyde og find hvor det kommer fra
• Sige lyde efter hinanden i rundkreds
• Stå i en rundkreds og leg magnet – den voksne styrer flokken ind mod midten og sige hej og ud igen. Brug stemmen – høj/lav temposkift og lave cirklen så STOR som muligt og så lille som muligt og sig det udnervejs hvad der sker 
• Lave lyde med ting i fællesskab og husk den tydelig ramme/rollen som karavanefører – (ala STOMP)
• Lege med skift i arousal – hurtig/langsom, høj/stille, stå/kravl – ved børn med konstant høj arousal er det godt at være så tæt på gulvet som muligt, da det ellers kan blive meget ureguleret og voldsomt. Det er ofte her konflikterne opstår i den frie leg. Der er ikke nogen til at se, at om lidt koger det over – lad os lige slappe lidt af.

Limbiske interventioner/aktiviteter

– Afstemning, følelser, påmærksomhed på selv og andre og fælleskab, høj og lav energi og indflydelse på følelser

• Lav lege hvor I (eks. som dyr) viser følelsen med krop, ansigtsmimik, stemme – eks. kongens efterfølger
• fangelege – eks. monster men vær opmærksom på at de små og en del andre kan have behov for at der er hjælpere og at monster er meget klodset og langsom … (:-) – det handler om at arbejde med at håndtere frygt igennem leg – og det kan blive MEGET virkeligt
• Papegøje – den voksne siger lyde, der er sjove så der skabes en let stemning
• den voksne viser følelser gennem sit ansigt og børnene skal gætte
• rollelege hvor børnene er dyr, der har forskellige følelser – eks. de vrede tyre, hvor den voksne fortæller imens: Solen skinner, tyren er glad, går rundt på marken – spiser græs og den voksne bevæger et grønt tørklæde henover børnegruppen en ad gangen. Der kan synges imens – eks. mester Jacob: Jeg er tyren, jeg er tyren. Har det godt Har det godt. Spiser godt af græsset – spiser godt af græsset. Smask Smask Smask. osv.. Orange (lidt røde og DET kan tyren jo ikke li) – jeg er tyren……., jeg blir’ sur, jeg bli’r sur, orange bær er dumme, orange bær er dumme – de skal væk – de skal væk. Røde (mark fyldt med røde paddehatte og SÅ bliver de vrede) Tramper, fnyser og kommer med vrede lyde. Jeg er tyren, jeg er tyren, Jeg er vred, jeg er vred. Hader alt det røde, hader alt det røde – tramp, tramp, tramp …” Så bliver det blivdt regnvejr og tyrene bliver våde og tunge og lægger sig på græsset. Det blå tørklde trækkes hanover børnene en ad gang imens de ligger ned. Husk at nedton din stemme og stryg evt. børnene på ryggen og fortæl at de enu er trætte og er blevet rolige igen. 
• Snak i gruppe om hvor følelser sidder og hvordan de føles
• Snak om hvad der kan gøre børnene ….. (de forskellige følelser) Gå forrest som voksen, fortæl, styr, anerkend og afslut

Det var lidt inspiration.

I kan sikkert mange selv, som I tænker, at det kan da lige det samme, som en af dem jeg nævner. Og præcis derfor handler det ikke om, at noget er forkert. Det handler om at vi er klar på rammen, børnenes behov og hvilke forudsætninger der skal til, for at indgå i de fællesskaber vi skaber i hverdagen. Og om børnene har dem, for ellers matcher vi ikke deres nærmeste udviklingszone.
På den måde sikres det bedst, at alle børn føler sig mødt og har mulighed for at indgå i fællesskaber eller relationer, som de føler sig set, hørt, forstået og støttet i på den måde, de udvikler sig og modnes af.

 

Hvis du ikke er lykkes med at høre et af mine webinarer eller oplæg rundt i institutioner, så kan du gratis høre mere i gruppen her. Første Facebook LIVE bliver torsdag d. 19. maj kl. 9. Der vil også være mulighed for som medlem af gruppen at høre/se replay.

Du kan læse mere om gruppen på dette facebookfællesskab

Ha’ en dejlig sommer!

De bedste hilsner

Lena