Lena Berit Pedersen

Oplæg, procesforløb samt vejledning og

supervision af pædagogisk personale

Nyhedsbrev

Mikro- og makroregulering

Dette er to centrale begreber, som jeg personligt oplever hænger rigtig godt sammen med den pædagogiske hverdag.

Makroregulering som rammerne, strukturen, tydeligheden i hele kulturen. Og som selve forudsætningen for at der kan skabes udvikling – i Susans Harts terminologi behandling. Vi kan ikke begynde at arbejde med relationer og udvikling i kaos. Det bliver regulær overlevelse for børnene og der bruges ikke ressourcer på udvikling. Nogle børn kan sagtens klare det – de har ballast med hjemmefra, tryg tilknytning og kvalitativt socialt samspil uden for store belastninger de første år. Det er (efter min erfaring) ikke dem, vi udfordres af.

Det er i stedet de børn, der har brug for at institutionens miljø går ind og bliver forebyggende, kompenserende. De kan ikke tåle kaos. Men de er vant til at navigere i det og kan nogen gange se ud, som om de kan håndtere det. MEN DET ER IKKE DERES BEHOV – de stresses. Og udvikling er vi ikke i gang med.
Så makroregulering skal være på plads men det kan ikke stå alene. For relationen ligger ikke kun her. Efter de første bøger er Susan begyndt at operere med et begreb, der hedder relationel makroregulering. Det kommer tæt på den pædagogiske forståelse af relationsarbejde – hvis man kan tale om én forståelse.
I dette begreb er vi inde i stemning, anerkendelse, nysgerrighed mv.

Mikroreguleringen er (meget kort og overfladisk fortalt) de særlige mødeøjeblikke, som har mulighed for at opstå, hvis de to andre betingelser er tilstede. Det er her den hårfine balance er mellem pædagogik og behandling – i mine øjne og der er ikke så mange mødeøjeblikke i en daginstitution, som der er i den terapeutiske verden. Men det ændrer ikke ved, at en del af de børn vi arbejder med i den almene praksis, har brug for disse afstemninger, nærvær og denne tætte regulering. Det er her, der sker udvidelse af forbindelserne i hjernen. Og i disse korte mødeøjeblikke, er der kvaliteter som synkronisering, opmærksomhed og regulering af arousal til stede.
Uden opmærksomhed, synkronisering og afstemt arousal – ingen mikroregulering. Og så er det der, vi skal starte. For de fleste børn er dette på plads i en tidlig alder. For en del er det ikke, og det kommer ikke til at ske, hvis ikke vi også er bevidst om barnets forudsætninger.
Psykolog Knud Hellborn har udtalt, at en del af de opmærksomhedsforstyrrelser han møder, hvor der ønskes en diagnose, stammer herfra. Og det er ikke her, udfordringerne sidder ved ADHD. Det er i frontallapperne og derved præfrontal cortex. Men hvis barnet aldrig har lært at fokusere sin opmærksomhed som llille, kan vi vel dårligt undres når de bliver ældre… ? OPmærksomhed læres gennem dyaden med et mere modent nervesystem – en voksen med det assymmetriske ansvar for kvalitet i relationen.

Nå – her fik I lidt indblik i en af mine små kæpheste (:-)

Karavanefører

Jeg vil derudover gerne uddybe begrebet karavanefører, som jeg selv er meget begejstret for.
En karavanefører er for mig en der:

Er nysgerrig på at forstå de reaktioner vedkommende møder
Tilrettelægger praksis ud fra viden om hjernens modning og vejen til social- og følelsesmæssig kompetence
Tager ansvar for hvis der er børn, der ikke trives – hvad er årsagen, hvad kan vi gøre anderledes, hvad kræver det af mig
Er opmærksom på egen styrker, svagheder og og kontinuerligt øger bevidstheden om blinde pletter/udfordringer som denne har med i rygsækken.
Tager ansvar for relationen ved at arbejde med eget nervesystem – ro formidler ro

Sidst men ikke udtømmende
En der forholder sig bevidst til rammesætning ved at

– Organisere lege, kontekst og læringsmiljøer, så de matcher børnene ift. udfordring dvs. NUZO

– Være en tydelig, styrende men MEGET omsorgsfuld voksen (altså ikke at forveksle med rigid)
(gå foran barnet)

Markere start, slut
Struktur, omsorg, engagement, udfordring
Arbejde med invitation, begejstring og glæde, anerkendelse, inddrage initiativer og guidning fremfor adfærdskorrigering.

Interventioner med udgangspunkt i den treenige hjerne

Inspireret af en vejledningssnak jeg havde med en deltager på et af oplæggene – kommer her lidt konkrete (på ingen måde udtømmende) lege ind til inspiration. (Flere er hentet fra NUSSA-træner forløbet, som jeg har og er inspireret af i min praksis med at lave udviklingsforløb med personale- og børnegrupper.)

Autonome interventioner/aktiviteter – korte intervaller – rytme, opmærksomhed og synkronisering i samspil
Rytmelege

klappe på gulvet – den voksne laver temposkift og prøver at få børnene til at falde ind. Det er IKKE vigtigt at børnene kan klappe i takt – det er en udvikling henimod at de falder ind i rytmen gennem modning og PRØVER (:-)
Gå eller tramp en rytme omkring en faldskæm – langsomt, hurtigere, mærk gulvet/jorden under fødderne – støt dem i at blive opmærksom på vejrtrækning
Kryb og kravl
Mindfulness/kropsscanning/massage gennem leg – pizza, pandekage, æltes igennem afh. af hvad barnet kan lide. Vær opmærksom på deres reaktion på berøring og afstem dig derefter
Hold en ballon i luften i en rundkreds
Boogie Woogie – med få elementer afhængig af hvor længe de magter
Lytte til lyde og find hvor det kommer fra
Sige lyde efter hinanden i rundkreds
Stå i en rundkreds og leg magnet – den voksne styrer flokken ind mod midten og sige hej og ud igen. Brug stemmen – høj/lav temposkift og lave cirklen så STOR som muligt og så lille som muligt og sig det udnervejs hvad der sker
Lave lyde med ting i fællesskab og husk den tydelig ramme – STOMP
Lege med skift i arousal – hurtig/langsom, høj/stille, stå/kravl – ved børn med konstant høj arousal er det godt at være så tæt på gulvet som muligt, da det ellers kan blive meget ureguleret og voldsomt. Det er ofte her konflikterne opstår i den frie leg. Der er ikke nogen til at se, at om lidt koger det over – lad os lige slappe lidt af.

Limbiske interventioner/aktiviteter – afstemning, følelser, påmærksomhed på selv og andre og fælleskab, høj og lav energi og indflydelse på følelser

Lav lege hvor I (eks. som dyr) viser følelsen med krop, ansigtsmimik, stemme – eks. kongens efterfølger
fangelege – eks. monster men vær opmærksom på at de små og en del andre kan have behov for at der er hjælpere og at monster er meget klodset og langsom … (:-) – det handler om at arbejde med at håndtere frygt igennem leg – og det kan blive MEGET virkeligt
Papegøje – den voksne siger lyde, der er sjove så der skabes en let stemning
den voksne viser følelser gennem sit ansigt og børnene skal gætte
rollelege hvor børnene er dyr, der har forskellige følelser – eks. de vrede tyre, hvor den voksne fortæller imens: Solen skinner, tyren er glad, går rundt på marken – spiser græs og den voksne bevæger et grønt tørklæde henover børnegruppen en ad gangen. Der kan synges imens – eks. mester Jacob: Jeg er tyren, jeg er tyren. Har det godt Har det godt. Spiser godt af græsset – spiser godt af græsset. Smask Smask Smask. osv.. Orange (lidt røde og DET kan tyren jo ikke li) – jeg er tyren……., jeg blir’ sur, jeg bli’r sur, orange bær er dumme, orange bær er dumme – de skal væk – de skal væk. Røde (mark fyldt med røde paddehatte og SÅ bliver de vrede) Tramper, fnyser og kommer med vrede lyde. Jeg er tyren, jeg er tyren, Jeg er vred, jeg er vred. Hader alt det røde, hader alt det røde – tramp, tramp, tramp …” Så bliver det blivdt regnvejr og tyrene bliver våde og tunge og lægger sig på græsset. Det blå tørklde trækkes hanover børnene en ad gang imens de ligger ned. Husk at nedton din stemme og stryg evt. børnene på ryggen og fortæl at de enu er trætte og er blevet rolige igen.
Snak i gruppe om hvor følelser sidder og hvordan de føles
Snak om hvad der kan gøre børnene ….. (de forskellige følelser) Gå forrest som voksen, fortæl, styr, anerkend og afslut

Det var lidt inspiration. I kan sikkert mange selv, som I tænker, at det kan da lige det samme, som en af dem jeg nævner. Og præcis derfor handler det ikke om, at noget er forkert. Det handler om at vi er klar på rammen, børnenes behov og hvilke forudsætninger der skal til, for at indgå i de fællesskaber vi skaber i hverdagen. Og om børnene har dem, for ellers matcher vi ikke deres nærmeste udviklingszone.
På den måde sikres det bedst at alle børn føler sig mødt og har mulighed for at indgå i fællesskaber eller relationer, som de føler sig set, hørt, forstået og støttet i på den måde, de udvikler sig og modnes af.

Ha’ en dejlig sommer!

De bedste hilsner
Lena