Når vi som mennesker er i kontakt med vores sunde vrede og udtrykker den igennem tydelige grænser og personligt ansvar, skaber det ro og givende relationer. 

Jeg støtter voksne i at forstå egne og andres reaktioner og komme i kontakt med deres vrede på en måde, der støtter deres selvbevidsthed, trivsel og selvværd. 

Familietrivsel og forældreskab

Som mennesker har vi brug for at blive set, mødt og forstået, som dem vi er og de behov vi har. Og vi har brug for støtte til at udtrykke os og stå ved os selv samtidig med at andres grænser respekteres. 

 

Det gælder både børn og voksne. 

Når vi som forældre er nysgerrige på såvel os selv som vores børn og søger at forstå, hvad der ligger bagved den umiddelbare adfærd, styrkes kontakten og oplevelsen af at blive set i det der er vigtigt.           

Når vi søger at forstå barnets stemme og det de søger at udtrykke, bliver forandring mulig. Og familiens relationelle bånd og fundamentet, der understøtter trivsel, vokser. 

Men det er ikke altid, at børns stemme udtrykkes på en måde, som vi voksne umiddelbart forstår. Vi kan gå forkert af den måde, de giver udtryk for deres behov, lige så vel som vi kan af hinandens måde at udtrykke os på.  Ofte fører det til en usikkerhed om hvordan vi skal håndtere bestemte situationer. Vi kan eks. blive irriteret, frustreret, vred, afmægtig, dirigerende, eftergivende, utydelig. Men også skamfulde, kede-af-det, opfarende hvis vores børn ikke kan enes og vi føler, vi skal løse det. Ellers passe på den ene i forhold til den anden eks. i en konflikt men også i mere hverdagssituationer, hvis vi har et barn, der kan reagere udad. 

Jo større mistrivsel og udfordrende adfærd – jo større behov for at blive forstået uden at blive negativt defineret. Det er muligt sammen at gå fra mistrivsel, konfliktfyldte relationer og udfordrende adfærd imod mere glædesfyldt samspil, forståelse og rummelige fællesskaber, der skaber trivsel.

Løsningen er at vi gennem nysgerrighed og støtte på forskellige vis, får et dybere kendskab til os selv og den indvirkning, vi har på de relationer, vi indgår i og de rammer vi skaber. Vi skal oversætte adfærd og handlinger til intention og behov. Og vi skal give plads til os selv og vores mønstre i et andet forum.

Børn har brug for voksne, der er nysgerrige på at forstå dem og deres bevæggrunde for at handle. Uanset hvilken adfærd de viser omverdenen. Adfærd er et symptom på andre, mere vigtige ting at forstå.

Jeg ser dette udgangspunkt og denne intention som en forudsætning for, at vi som voksne kan støtte børnene og hinanden i at være gode nok, som vi er og skabe rammer, der giver tryghed og base for udvikling.
Uanset kontekst.

Som familieterapeut med speciale i relationer, samspil og dynamikker, pædagogiske kontekster og følelseshåndtering, kan jeg igennem familie- og forældresessioner hjælpe jer med at få sagt det, der er svært at få sagt, at lytte til hinanden i et trygt, støttet rum samt konkret give støtte til jeres samspil og trivsel som familie igennem øget forståelse af hinanden. 

Familiesamtaler og forældrevejledning 

Støtte ind i familien eller som forælder kan være relevant i mange situationer.

Jeg kan hjælpe jer, hvis du eller din partner

  • har svært ved at sætte grænser?
  • har svært ved at sige nej?
  • sætter dig selv til side for at ”bevare den gode stemning”?
  • har svært ved at mærke, håndtere eller udtrykke sin vrede?
  • bider vreden i sig eller skammer sig over den?
  • bliver skuffet, frustreret eller såret, men sjældent vred?
  • er konfliktsky eller for pleasende?
  • glider af, udskyder eller ignorerer problemer, der skal tages hånd om?
  • har svært ved at styre dit temperament og lader vreden gå ud over dine børn?
  • gerne vil undgå skæld ud men havner i det igen og igen
  • har en aktuel uløst konflikt eller noget der nager eller stresser jer, fordi det er ukommunikeret
  • er i tvivl om jeres rolle som forælder
  • er i tvivl om I gør det godt nok

Jeg kan også hjælpe jer, hvis dit eller jeres barn 

  • har stærke følelsesmæssige udbrud – såvel vrede, ked af det-hed eller frygt/angst
  • ofte kommer i konflikt med andre børn – måske også i slåskamp
  • mistrives i skole eller daginstitution
  • gøres forkert eller ikke ses og forstås af fagpersoner omkring dem

 

Sådan kan jeg hjælpe jer som familie eller forældre

Familiesamtaler

Forstå hinanden bedre og få støtte til at skabe et familieliv, der bygger på såvel forskellighed som fælles trivsel. 

Få støtte til at lytte til hinanden og sætte ord på behov og følelser i et respektfuldt, lydhør rum med plads til alle familiens medlemmer

 

 

Forældresamtaler

Få støtte til at forstå jer selv som forældre og til at snakke om de svære ting, som er de voksnes ansvar

Få støtte til hvordan I som forældre støtter og passer på jeres barn og dets selvværd, når det ikke trives i institution eller skole

 

 

Forældregrupper

Få støtte fra en gruppe til at forstå jer selv som forældre og til at snakke om de svære ting med andre forældre. 

Få støtte til at dele de svære følelser såsom skam, vrede og sorg, der kan være forbundet med at være en familie i krise eller at have et barn i mistrivsel.

 

 

I familiesamtaler kan vi arbejde med hvordan det fungerer i jeres familie og om der er noget, I ønsker at ændre eller styrke, for at I trives bedre som helhed. Eks. at forstå hinanden bedre, sætte ord på følelser og samt udtrykke og give plads til forskellighed og behov. 

I forældresamtaler kan jeg rådgive jer om jeres barns trivsel i institution og skole og støtte jer i jeres samarbejde og dialog med disse, samt støtte jeres indbyrdes dialog og samarbejde eks. om børneopdragelse, struktur, regler mv. Jeg kan ligeledes støtte jeres indbyrdes forståelse af, hvad I hver især har med jer i bagagen og derfor har med jer i hver jeres forælderskab.

Individuelle samtaler kan nogle gange give bedst mening afhængig af situation og hvad der ønskes forandring eller øget indsigt i. Konkret tilbyder jeg 1:1 samtaler om vrede, tydelighed, grænsesætning, selvindsigt og at udtrykke sine behov. 

Jeg tror på, at hvis vi forstår og accepterer os selv

og søger at forstå andre ved at se bagom adfærd.

Og møde intentionen og behovet

– ja så mindskes afmagten og

der skabes grobund for trivsel.

 

 

 

 

 

 

Hvad andre siger

“Jeg kontaktede Lena, da jeg i hendes beskrivelse af hendes arbejdsfelt kunne se mange sammenfald til mit eget relationsarbejde med børn og deres familier samt institutionspersonale og lærere.

Til trods for at min supervision hos Lena foregik online og vi aldrig har mødt hinanden face to face, formåede Lena hurtigt at få en god, varm og tryg kontakt. Jeg følte mig mødt og turde åbne op for de personlige udfordringer mit arbejde som terapeut kan medføre.
Lena har en sjælden evne til at tune sig ind på hvor skoen trykker og jeg fik allerede under første metaliseringsstøttende supervision, en bedre forståelse for hvor jeg skal arbejde med min selvagens i forhold til det relationsarbejde jeg dagligt er i.
Jeg kan på det varmeste anbefale Lena Berit som mentaliseringsstøttende supervisor.”
Børnefyssen v. Hannah Harboe

Supervision

“Vi havde et projekt i vores dagtilbud med overskriften; Pædagogen som Karavanefører – både et projekt rettet mod pædagogisk faglighed og også rettet direkte mod børnenes egen opfattelse. Lena Berit førte os fra de øverste dele af vores hjerne – til ”hands-on” samlinger med vores børn – og fik samtidig fat i vores hjerter. I forholdet til ledelse er det et af tidens mantra, hvordan vi etablerer voksen læring – uden at sende folk ud af huset – det lykkedes rigtig fint her.”

Pædagogisk leder af dagtilbud i Brøndby Kommune

Udviklingsforløb for fagpersoner

“Alle familier burde have en Lena, som de kunne snakke med om deres børns trivsel. I starten troede jeg, at det var mine børn, der skulle have hjælp, men jeg har jo fundet ud af at det handler om os som forældre. Og hvad vi gør. Det har været helt afgørende for mig.”

Mor til 3

Familiebehandling

Samarbejdspartnere

Klar til forandring?

Lyder dette som et match og ønsker du videre dialog, så kontakt mig for et uforpligtende indledende møde.