Neuroaffektiv pædagogik

Neuroaffektiv pædagogik

En neuroaffektiv pædagogik bygger på den neuroaffektive udviklingspsykologi, som kombinerer hjerne, følelser og udvikling ved at bygge bro mellem den nyeste hjerneforskning, tilknytningsteori og udviklingspsykologi. Gennem at arbejde med udvidelse af de neurale netværk, kan man understøtte den sociale og følelsesmæssige udvikling og styrke den enkeltes selvreguleringskapacitet.

Når jeg bringer denne forståelse ind i en pædagogisk kontekst, er det fordi jeg oplever, at viden om den treenige hjerne og de sårbarharheder, der kan være i menneskers nervesystem, er central viden for pædagoger. Det øgede fokus på inklusion gør, at vi skal skabe fællesskaber, der understøtter udvikling hos børn, der ofte er i eller har været i udfordrende livssituationer. Det kan en neuroaffektiv pædagogisk praksis være med til.

 

Rammen for en neuroaffektiv pædagogik:

  • Fællesskaber, der udfra didaktiske overvejelser tilgodeser de konkrete børn/unges behov for regulering, afstemning, tryghed og tilpas udfordring. Så disse får nye og modnende samspilserfaringer, der udvider deres neurale netværk
  • Voksne, der bevidst inddrager viden om tilknytningsmønstre, nærmeste udviklingszone, anerkendelse, positiv ledelse som karavanefører, den tre-enige hjerne, makro- og mikroregulering, deltagelsesmuligheder samt inklusions- og eksklusionsmekanismer
  • Ledelse med fokus på at skabe refleksionsrum samt understøtte personalets selvagens. Forstået som den enkelte medarbejders kompetence til at gøre som man siger og kende sig selv i den henseende, at man kan mærke, føle og tænke klart

Centrale begreber i en neuroaffektiv pædagogik

  • Den treenige hjerne – det autonome (kropssansende), limbiske (følende) og præfrontale (tænkende, kognitive) hjerneniveau
  • De voksnes assymmetriske ansvar for samspillets kvalitet – fra den stramt styrede aktivitet til den frie leg
  • Makroregulering (struktur, rammer, regler, organisering, forudsigelighed mv.) som forudsætning for udvikling, der sker gennem mikroregulering (afstemning, leg, empati, øjenkontakt, relationelt samspil)
  • Modnende samspil, der skaber nye samspilserfaringer, som går ind og skaber nye forbindelse og dermed forandring i hjernen, i kraft af dens plasticitet.
  • Trygge, glædesfyldte og udfordrende legefællesskaber, hvor deltagerne (såvel børn som voksne) byder ind med engagement og oplever at have betydning i fællesskabet
  • Differentierede læringsrum, der tager udgangspunkt i den børnegruppe, der netop nu går i institutionen
  • selvreguleringskapacitet
  • selvbeskyttelsesresponser – den adfærd sårbare børn gør brug af/falder ind i, når de bliver stressede og udfordres ud over deres nærmest udviklingszone